Stig Tøfting og Thomas Gravesen er klar til at gøre noget helt andet med deres populære program Tøffe vs Graver. Denne gang bliver studiet skiftet ud med en teaterscene, når de to tidligere landsholdsspillere indtager Bremen Teater i København.
Her bliver der lagt op til en aften, hvor publikum kommer langt tættere på makkerparret end normalt. På programmet står både vilde historier fra fodboldlivet, konkurrencer og direkte snak med gæsterne i salen.

Stig Tøfting lægger ikke skjul på, at det bliver anderledes at stå foran et levende publikum, selv om både han og Gravesen gennem deres tv-arbejde er vant til at levere, mens kameraerne kører.
– Vi rykker til Bremen Teater, så vi er vant til at lave live-tv. Nu bliver det bare i nogle andre rammer, fortalte Stig Tøfting for nylig i forbindelse med Landliggerkampen i Rørvig.

Og de to herrer mangler bestemt ikke materiale at tage af. Begge har haft lange karrierer på højeste niveau, og publikum kan blandt andet se frem til fortællinger fra årene i international topfodbold.
Der bliver åbnet for minder fra VM-slutrunder, Premier League og Bundesligaen, mens Thomas Gravesens periode i Real Madrid naturligvis også giver anledning til historier fra en tid, som de færreste danske fodboldfans har oplevet på tæt hold.

Men aftenen skal ikke kun handle om fortiden. Publikum bliver en aktiv del af showet, og både Tøfting og Gravesen kommer til at udfordre hinanden samtidig med, at folk i salen bliver trukket med ind i løjerne.
De to tidligere landsholdsspillere har gennem de seneste år gjort deres interne drillerier, markante fodboldholdninger og personlige anekdoter til en central del af Tøffe vs Graver. Nu skal den kemi prøves af i helt nye omgivelser.

Liveudgaven bliver samtidig optaget. Det betyder, at dele af publikum kan ende med selv at optræde i det materiale, der senere bliver offentliggjort på programmets digitale platforme.
Det hele finder sted den 18. august klokken 20 på Bremen Teater. En billet til aftenen koster 329 kroner.
