Thomas deler vandene efter voldsom episode – nu stilles det store spørgsmål om ‘Temptation Island’

Det, der sker mellem Thomas Pedersen og Sabrina Maribo i ‘Temptation Island’, har fået temperaturen til at stige blandt seerne.

I det seneste afsnit vælger Sabrina at forlade programmet, efter hun har set klip med sin forlovede og hørt hans beskrivelser af deres forhold. For hende bliver det til sidst for meget.

„Min psyke kan ikke klare det mere,“ siger Sabrina Maribo i programmet.

Thomas reagerer først voldsomt følelsesmæssigt. Han græder, siger undskyld og forsøger at få Sabrina til at give forholdet endnu en chance.

Hun accepterer til sidst.

Men kort efter ændrer stemningen sig fuldstændigt.

Thomas går vredt sin vej, kalder Sabrina egoistisk og erklærer, at han er „fuldstændig færdig med hende“.

Det er langt fra første gang, Thomas’ opførsel har vakt reaktioner. I løbet af programmet har han blandt andet sagt, „at han godt kan lide at manipulere kvinder“.

Flere af de andre deltagere har også reageret på hans opførsel.

Mathias Rubi har i en Instagram-story taget afstand fra det, han har oplevet i villaen, og beskrevet Thomas’ adfærd som manipulerende.

„(…)føler simpelthen ikke, at jeg kan stå på sidelinjen med de værdier jeg har og ikke give min mening, om hvor langt væk fra normen det her er – det er fandme ikke okay“, skrev han.

Også den tidligere ‘Paradise Hotel’-deltager Sara Dohn har kritiseret Thomas’ opførsel. Hun har samtidig stillet spørgsmål ved, „hvor fanden produktionen er henne?“

Reaktionerne stopper ikke hos deltagerne.

I kommentarerne til et sammenklip fra episoden er der kommet en strøm af kritik rettet mod Viaplay. Flere seere mener, at den adfærd, der bliver vist, går over deres grænse for, hvad et realityprogram bør acceptere.

Nogle brugere har endda tagget organisationer som Danner og Lev Uden Vold og kritiseret Viaplay for ikke at beskytte deltagerne tilstrækkeligt.

„Hvem har I ansat til at sidde og caste de her personer – det er jo vanvittigt, at I har valg Thomas“, skriver en person.

En anden skriver: „I på Viaplay burde virkelig tage ansvar og adressere den åbenlyse manipulation og gaslighting“.

Men der er en vigtig detalje i debatten.

‘Temptation Island’ er et redigeret tv-program. Seerne får derfor ikke nødvendigvis adgang til hele forholdet mellem Thomas og Sabrina eller til alt, hvad der er foregået under optagelserne.

Alligevel rejser programmet et større spørgsmål: Hvor langt kan reality-tv gå, når underholdningen netop bygger på at presse mennesker følelsesmæssigt?

Fristelsen er selve idéen

‘Temptation Island Danmark’ bygger på et enkelt, men voldsomt koncept.

Par melder sig for at sætte deres forhold på prøve. De bliver adskilt og bor i hver sin villa sammen med singler af det modsatte køn.

En gang om ugen får de mulighed for at se klip fra det, der sker i den anden villa.

Dermed bliver jalousi, usikkerhed og mistanke en del af selve programmets mekanik.

Formatet stammer fra USA, hvor ‘Temptation Island’ første gang blev sendt i 2001. Siden har konceptet også mødt kritik i andre lande.

I Holland valgte RTL i 2023 at sætte nye sæsoner på pause, efter at 14 tidligere deltagere fra forskellige sæsoner havde kontaktet en advokat med klager over programmet. Nogle fortalte, at deres deltagelse havde ført til psykiske problemer.

Også i Sverige har tidligere deltagere kritiseret produktionen. Her har nogle fortalt, at de oplevede at blive presset til at fortsætte i programmet, selv om de havde det psykisk dårligt.

Discovery, som stod bag programmet, afviste dengang, at produktionen forsøgte at overtale deltagere til at blive, og understregede samtidig, at deltagernes psykiske trivsel blev taget alvorligt.

Og så var der sidste års opsigtsvækkende øjeblik fra den spanske udgave.

José Carlo Montoya fik vist et klip, hvor hans kæreste var på vej i seng med en anden mand. Reaktionen blev voldsom. Montoya græd og råbte, mens han løb langs stranden mod villaen, hvor kæresten befandt sig.

Programmets vært løb efter ham og råbte gentagne gange: „Montoya, por favor“.

Videoen spredte sig hurtigt på nettet og blev endnu et eksempel i debatten om, hvor grænsen bør gå, når virkelige menneskers følelser bliver til tv-underholdning.

„Jeg tror godt, at det kan blive vildere endnu“

Ifølge Mads Tommerup Andersen, der er lektor og medieforsker ved Københavns Universitet og forsker i blandt andet reality-tv og streaming, er spørgsmålet om en grænse ikke nødvendigvis så enkelt.

„Nej ikke nødvendigvis,“ siger han om, hvorvidt reality-tv har nået et punkt, hvor grænsen er overskredet.

Han peger på, at reality i løbet af de seneste årtier er blevet en langt mere almindelig del af tv- og streamingmarkedet.

„Reality-genren er i det hele taget blevet mere mainstream i de seneste årtier, og i min forskning kan jeg også se, at realityindhold er noget, de største tjenester på det danske marked allesammen tilbyder i stor stil – de tør ikke at lade være.“

Ifølge forskeren er genren faktisk blevet endnu vigtigere efter streamingtjenesternes indtog.

„Tværtimod er det blevet en endnu mere afgørende genre i streaming-æraen. Lige nu hører vi også fra produktionsselskaberne og produktionsmiljøet, at det i endnu højere grad er realityindhold, underholdning og livsstil, som de bliver bedt om at pitche ind.“

Og udviklingen stopper måske ikke her.

„Så jeg tror godt, at det kan blive vildere endnu.“

Han peger samtidig på en tendens til, at flere programmer bygger på såkaldte ‘social deduction games’.

Begrebet kommer oprindeligt fra brætspil og dækker over spil, hvor deltagerne blandt andet skal bedrage hinanden, gennemskue andre og bruge social manipulation.

„Der er en større dyrkelse af dét, vi kalder ‘social deduction games’ – som egentlig er en genre i brætspil – og som handler om at bedrage hinanden og være god til at udøve social manipulation.“

Den tendens kan ifølge ham også ses i programmer som ‘Spillet’ og ‘Forræder’, selv om de samtidig bliver præsenteret som bred underholdning for hele familien.

„Det ser vi jo i programmet som Spillet og Forræder, som er blevet solgt som en slags familieunderholdning. Men der er bestemt også elementer af den her type manipulation i Temptation Island, selvom vi også skal huske, at selve programmet er klippet og redigeret.“

Hvem har ansvaret?

Når deltagere kommer så langt ud følelsesmæssigt, opstår spørgsmålet om produktionernes ansvar.

Mads Tommerup Andersen mener, at både produktionsselskabet og streamingtjenesten har en vigtig rolle.

„Ja, både produktionen og tjenesten – i det her tilfælde Viaplay – har begge et stort ansvar. Det kræver jo nogle overvejelser om, hvordan man caster.“

Han understreger, at han ikke udtaler sig specifikt om castingprocessen på ‘Temptation Island’, men nævner samtidig en generel udfordring i branchen.

Ifølge ham kan casting nogle steder få for få ressourcer eller blive udliciteret til eksempelvis castingassistenter.

„Flere tidligere castere – for eksempel Marlene Weybøll – har jo været ude at sige, at der bliver prioriteret for få ressourcer til casting, og at det skal gå for stærkt og for hurtigt.“

Han mener, at det kan rejse spørgsmål om, hvor grundigt beslutningerne omkring deltagere bliver truffet.

„Men et potentielt ansvar bør først og fremmest ligge hos produktionsselskabet og Viaplay.“

„Der er en djævel indlagt i konceptet“

Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet, ser også en særlig udfordring i formatets grundidé.

For ifølge ham er presset ikke en utilsigtet bivirkning. Det er en del af selve konceptet.

„Programmet har jo ligesom fristelsen indbygget. Der er jo en djævel indlagt i det koncept. Vi skal stramme en bue ind, til den muligvis springer, og vi skal friste mennesker, som ikke kan overskue, hvad det er, de har sagt ja til.“

Han tilføjer:

„Og så er der altså åbent for alle mulige former for adfærd.“

Henrik Høgh-Olesen beskriver typisk deltagerne i programmer som ‘Temptation Island’ som mennesker, der søger stærke oplevelser, handler impulsivt eller gerne vil være kendte.

Det kan ifølge ham betyde, at konsekvenserne af at deltage ikke nødvendigvis fylder nok, når beslutningen bliver truffet.

Men kan deltagerne egentlig forstå, hvad de risikerer bagefter?

„Nej, det kan de ikke. Umiddelbart ser det jo meget spændende ud: man er et eksotisk sted og skal udsættes for forskellige fristelser. Men det er jo tydeligt, at det er folk, som ikke kan overskue den situation. Og det er jo det, der får underholdningsværdi; at de rent faktisk er ude af stand til at overskue, hvad det er, de har sagt ja til.“

For professoren handler debatten derfor også om etik.

„Nej, det er det ikke. Men der er heller ikke meget reality, som er baseret på etik. Og det ville jo ikke blive lavet, hvis der ikke var et marked for det.“

Han mener samtidig, at udviklingen skal ses i sammenhæng med et mediemarked, hvor seerne konstant bliver bombarderet med indtryk.

„Vi lever i en kultur, hvor vi i forvejen er voldsomt overstimuleret, og hvor kulturen derfor så tyer til ekstreme ting for at fange vores opmærksomhed.“

Han fortsætter:

„Så hvis du skal fange mig imellem alle de andre tilbud, så er en måde at gøre det på at lave noget ekstremt, noget grænseoverskridende, hvor man ser folk falde igennem, mens man sidder derhjemme i sin trygge sofa og godter sig over, at det ikke er én selv.“

Og netop derfor mener han, at hele spørgsmålet fortjener at blive diskuteret.

„Men om man skal lave underholdning ud af sådan noget, det kan man jo virkelig godt spørge om som kultur.“

Viaplay: Deltagernes trivsel tages alvorligt

Kritikken har især handlet om, hvorvidt deltagerne bliver passet godt nok på, mens optagelserne står på – og hvad der sker bagefter.

Viaplay har ikke ønsket at stille op til interview, men chefredaktør Flemming Fjeldgaard har givet et skriftligt svar.

Han skriver, at deltagernes trivsel bliver taget „meget alvorligt før, under og efter optagelserne“, og at deltagerne får tilbudt støtte.

Samtidig mener han ikke, at produktionen skal afgøre, hvem der har ret i konflikter mellem parrene.

Ifølge ham ville det gøre produktionen til en aktiv part i deltagernes personlige relation.

Han understreger også, at Thomas selv står til ansvar for de ting, han siger i programmet.

„At Thomas siger ét til Sabrina og noget andet i en individuel sync (interviewklip, hvor Thomas taler direkte til kameraet alene red.) er hans adfærd og hans ansvar. Programmet skjuler ikke den modsætning for seerne – tværtimod gør udsendelsen den tydelig,“ skriver Flemming Fjeldgaard.

Thomas Pedersen og Sabrina Maribo er blevet kontaktet med henblik på en kommentar til kritikken og deres oplevelse af programmet, men de har ikke svaret.

Tilbage står derfor en debat, som rækker langt ud over én konflikt i en villa.

Thomas’ opførsel har udløst kraftige reaktioner, men samtidig rejser ‘Temptation Island’ et bredere spørgsmål om selve reality-genren: Hvor meget pres kan et tv-format lægge på mennesker, før underholdningen bliver vigtigere end det, der sker med dem?

dk.delightful-smile.com