Jarl Friis-Mikkelsen var med til at skabe en af de største danske biografsucceser nogensinde. Men selv om publikum strømmede ind for at se ‘Walter og Carlo’, blev de enorme besøgstal ikke til den millionformue, mange forestillede sig. Nu fortæller den 74-årige entertainer, hvor lille hans andel faktisk var, og hvad han brugte pengene på.
Det lyder næsten som opskriften på at blive rig.
En dansk komedie trækker tæt på en million mennesker i biografen, hovedpersonerne bliver landskendte, og filmen skriver sig ind i dansk filmhistorie.
Men for Jarl Friis-Mikkelsen var virkeligheden bag succesen en ganske anden.
Den i dag 74-årige multikunstner har gennem sin lange karriere prøvet lidt af hvert som entertainer, skuespiller og tv-personlighed. Alligevel er der én bestemt film, som stadig skiller sig ud.
I 1985 indtog han biograferne sammen med Ole Stephensen i komedien ‘Walter og Carlo – Op på fars hat’.
Det blev et hit af dimensioner.
Hele 953.743 biografgæster købte billet til filmen, hvilket gjorde den til den fjerde mest sete danske film nogensinde. Kun tre film fra ‘Olsen-banden’-serien har overgået den.
Med så voldsom en succes kunne man nemt forestille sig, at de to hovedpersoner fik store summer ind på kontoen.
Men sådan hang det slet ikke sammen.
Begyndte som en joke om lokal-tv
Historien om Walter og Carlo startede ikke i en biografsal.
Man skal tilbage til begyndelsen af 1980’erne, hvor muligheden for at etablere lokal-tv-stationer rundt omkring i Danmark skabte grobund for nye idéer.
Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen fik øje på det komiske potentiale i udviklingen.
De skabte derfor to figurer, som skulle gøre grin med den nye tv-verden i DR-programmet ‘Schyyy. Det er lørdag’.
Jarl spillede Carlo, en frembrusende københavner med store planer om at få sin egen tv-station.
Ole Stephensen indtog rollen som Walter, en mere afdæmpet jyde, der skulle sørge for pengene til Carlos ambitioner.
Modsætningerne mellem de to karakterer blev en vigtig del af humoren.
Carlo ville fremad, mens Walter skulle få økonomien til at hænge sammen.
Det var oprindeligt tænkt som underholdning uden de store ambitioner om at skabe en biografsucces.
Men publikum tog figurerne til sig.
– Det var jo bare fis og ballade, men pludselig blev det stort, fortæller Jarl Friis-Mikkelsen.
En særlig kamerastil gjorde publikum vilde
En del af forklaringen på Walter og Carlos popularitet lå i måden, historierne blev fortalt på.
I stedet for at benytte en traditionel, poleret tv-stil lod de kameraarbejdet være en del af komikken.
Bag kameraet stod karakteren Elly, som i fortællingen var Carlos kone.
Hun filmede på en måde, der kunne virke både urolig og improviseret, og kameraet kunne bevæge sig rundt uden den sædvanlige kontrol.
Det var en usædvanlig stil på det tidspunkt.
Jarl Friis-Mikkelsen sammenligner selv grebet med den type optagelser, som senere blev forbundet med dogmebevægelsen.
– Vi lavede en mærkelig ting, som nærmest var dogme-agtigt. Hende der filmer hed Elly og var Carlos kone. Hun kunne svinge rundt med kameraet, lidt a la dogme-fjernsyn, før dogme overhovedet kom. Og folk syntes, det var skidesjovt.
Det skæve udtryk blev en del af karakterernes identitet.
Og da de i 1985 rykkede fra tv-skærmen til biograferne, viste det sig, at danskerne langt fra havde fået nok.
‘Walter og Carlo – Op på fars hat’ blev en af de helt store danske publikumssucceser.
Fik selveste statsministeren med i efterfølgeren
Efter den første films enorme succes kom fortsættelsen allerede året efter.
I 1986 fik ‘Walter og Carlo – yes, det er far’ premiere.
Men denne gang havde Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen fået en ganske særlig person med foran kameraet.
Det var nemlig daværende statsminister Poul Schlüter.
At en siddende statsminister skulle medvirke i en folkekomedie, var bestemt ikke nogen selvfølge.
Men Jarl Friis-Mikkelsen havde allerede etableret en kontakt til ham gennem sit arbejde på tv.
I sit allerførste talkshow havde han haft Poul Schlüter som gæst.
Det var på daværende tidspunkt usædvanligt at opleve landets regeringschef i et så afslappet underholdningsformat.
Under mødet foreslog Jarl, at de kunne prøve noget, som publikum ikke var vant til at se.
Og statsministeren viste sig at være villig til at lege med.
– Han kunne for eksempel støvsuge – så vi lavede nogle billeder, hvor Poul Schlüter støvsugede, mens jeg sad med benene op. Han var med på den værste.
Den oplevelse blev begyndelsen på endnu en idé.
Hvorfor ikke lade Poul Schlüter optræde i den næste Walter og Carlo-film?
Carlo genkendte ikke landets statsminister
Løsningen blev at lade Poul Schlüter spille Walters nabo.
Det gav mulighed for en komisk scene, hvor statsministeren pludselig stod ansigt til ansigt med Carlo.
Men der var en særlig detalje.
Carlo havde ikke sine briller på.
Derfor kunne han ikke se, hvem han stod over for.
I stedet måtte han forsøge at finde ud af det ved at føle sig frem.
Det førte blandt andet til, at han tog Poul Schlüter i håret.
Samtidig fik statsministeren mulighed for at bruge sit politiske slogan om, at det skulle være nemmere at være dansker.
– Carlo havde ikke sine briller på, så han aner ikke, hvem han snakker med, men mærker sig frem og tager Schlüter i håret. Og så fik han lov til at sige sit slogan om, at det skal være nemmere at være dansker. Så fik han den reklame.
Man kunne måske forestille sig, at det ville skabe debat, når en statsminister fik plads i en populær komedie og samtidig kunne fremføre sit slogan.
Men Jarl Friis-Mikkelsen husker ikke nogen større kritik.
Tværtimod oplevede han, at publikum tog godt imod indslaget.
– Nej, folk syntes bare, det var skidesjovt.
Og selv om han havde fået en statsminister med i en film, fik han ikke lyst til at gentage idéen med senere regeringschefer.
Han foretrækker at finde på noget nyt frem for at lave den samme ting igen.
– Nej, for nu har jeg jo lavet det. Det med gentagelser er jeg ikke så god til.
Sandheden om pengene bag kæmpehittet
Den største overraskelse i historien handler dog ikke om statsministerens filmoptræden.
Den handler om økonomien.
I forbindelse med sin nye selvbiografi ‘Mens vi stadig er her’ fortæller Jarl Friis-Mikkelsen om de mange forestillinger, der gennem årene har været om hans indtjening.
Selv om hans projekter har haft stor succes, har han ikke tjent de enorme beløb, som mange måske tror.
Det gælder også Walter og Carlo-filmene.
Da den første film blev en sensation i 1985, havde Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen nemlig ikke nogen aftale, der gav dem størstedelen af indtægterne.
Deres andel var langt mindre.
Hver af dem stod til at modtage fire procent af filmens værdi, hvis den blev en succes.
– Nej, det blev vi ikke. Meget langt fra. For det første var det måske den eneste indtægt, man havde – altså en film. Og på ‘Op på fars hat’ fik vi – altså Ole og jeg – kun fire procent hver af filmens værdi. Hvis den gik godt, fik vi fire procent.
Det betød, at selv en film med næsten en million solgte biografbilletter ikke automatisk gjorde de to hovedpersoner til millionærer.
Jarl lægger ikke skjul på, at succesen selvfølgelig gav en god indtjening.
Men beløbet var langt fra det, man måske ville forvente af en så stor biografsucces.
– Det år hvor den boomede, gav det selvfølgelig godt, men det var langt fra en million.
Brugte pengene på noget, han længe havde drømt om
Selv om Jarl Friis-Mikkelsen altså ikke blev millionær på filmen, fik indtægterne alligevel stor betydning for hans privatliv.
For pengene gjorde det muligt at realisere en drøm, som tidligere havde virket svær at nå.
Han kunne nemlig betale udbetalingen på et hus.
Det var et etplanshus, og muligheden for at købe det betød meget for ham.
Indtil da havde tanken om at skaffe penge til en bolig været forbundet med stor usikkerhed.
Hvordan skulle han nogensinde få råd?
Men biografsuccesen ændrede på den situation.
– Ja, for det vi fik ind på ‘Op på fars hat’ – og det var ikke i millionklassen – der kunne jeg lægge udbetalingen på et etplans hus. Det havde man altid svoret – hvordan fanden skulle man få penge til det? Så jo, der blev swappet.
Dermed blev den store filmsucces ikke begyndelsen på et liv som millionær, men den gav ham mulighed for at tage et vigtigt skridt i sit private liv.
Og netop det står tilbage som en konkret gevinst ved succesen.
Ser tilbage på en usædvanlig karriere
I dag er Jarl Friis-Mikkelsen 74 år og aktuel med selvbiografien ‘Mens vi stadig er her’.
Her ser han tilbage på et liv fyldt med underholdning, kreative projekter og oplevelser, som har gjort ham til en markant skikkelse i dansk kulturliv.
Historien om Walter og Carlo fylder naturligt i fortællingen.
For det, der begyndte som en humoristisk kommentar til lokal-tv i 1980’erne, udviklede sig til et af de største danske filmfænomener.
Det førte til en biografsucces med 953.743 solgte billetter, en efterfølger med landets statsminister og en plads i dansk filmhistorie.
Men bag de imponerende tal gemmer der sig også en påmindelse om, at popularitet og privat indtjening ikke altid følges ad.
Jarl Friis-Mikkelsen fik ikke de millioner, som mange kunne forestille sig.
Til gengæld fik han råd til udbetalingen på sit eget hus.
Og næsten fire årtier senere står filmen stadig som den fjerde mest sete danske biograffilm nogensinde.
Er det rimeligt, at hovedpersonerne bag så stor en filmsucces kun fik fire procent hver, eller var det blot vilkårene dengang? Del din mening, og fortæl, om du stadig husker Walter og Carlo!
